Kvinde basket er populært

Docket control = domstolen kan nægte at høre en sag, som domstolen mener skal løses af national domstol (Hix & Høyland: 81)

 

Konstitutionel rigiditet (constitutional rigidity) = konstitutionel striks/ufleksibel (dvs. holder sig til konstitutionen) (egen definition)

 

Overtrædelsesprocedure (Infringement procedure) = domstolen handler mod medlemsstater der er blevet ’anlagt’ sag imod. Sagsanlæggelsen udføres af kommissionen eller en anden medlemsstat (Hix & Høyland: 82) (dog ret løst oversat/forstået)

 

Letigant (eng.) = Aktøren involveret i en retssag

 

Juridisk vurdering (judical review) = når den konstitutionelle domstol evaluerer lovens overensstemmelse med traktaterne (F10: 29)

 

Hvad er de(n) central(e) påstand(e) + argumenter

Dommere er ikke neutrale aktører – de har deres egne præferencer, og konstitutionen og lovgivningen er ikke tilstrækkelig til at begrænse dommerne i at handle efter deres præferencer. Ligeledes er dommere med tiden blevet mere involveret i at skulle vælge mellem forskellige politiske positioner (Hix & Høyland: 75)

→ Paradox: 1) konstitutionen er nødvendige for borgere til at håndhæve aftaler 2) konstitutionen gør det muligt for dommere at spille en rolle i lovgivningen, og ikke bare anvende loven. Løsningen på dette kunne være at lave love der begrænser dommernes magt, men det viser også mistro til domstolen (Hix & Høyland: 78)

 

Overholdelse af EU-lovgivning

Når det kommer til medlemsstater og manglende overholdelse af EU-lovgivning kan der være forskellige forklaringer på, hvorfor lovgivningen ikke bliver overholdt:

–        Good-faith: medlemsstater vil gerne overholde loven, men det kan de ikke pga. fx manglende politisk kapacitet eller administrativ kapacitet, fx svage institutioner.

–        Bad-faith: medlemsstaterne ville ikke overholde loven, fx hvis staten ikke stemte for loven oprindeligt og derfor er imod loven.

–        Skiftende regering: fx den nye regering er ikke glad for den nye lov og vil derfor ikke implementere den

 

Konsekvenser for domstolen, hvis medlemsstater ikke overholder EU-lovgivning

Fra et strategisk perspektiv vil domstolens institutionelle magt svækkes hvis:

–        Aktøren (der ikke overholder EU-lovgivningen) ikke betaler bøden eller ændrer sin adfærd (ensidig undtagelse/unilateral evasion)

–        Aktøren (-II-) finder støtte fra andre medlemsstater til at ændre sekundær eller primær lovgivning (lovgivende underkendelse/legislative overrule)

–        Lovgivningen er meget upopulær i offentligheden (legitimitets bagslag/legitimacy backlash)

 

= med udgangspunkt i ovenstående konsekvenser evaluerer domstolen chancerne for at få noget ud af at sanktionere et medlemsland der ikke overholder EU-lovgivning (automatisk begrænsning/autolimitation)

→ men domstolens institutionelle legitimitet svækkes hvis autolimitation er indlysende hos andre aktører, dvs. at legitimiteten svækkes hvis domstolen vælger ikke at sanktionere grundet strategiske princip om ikke selv at blive upopulær.

 

Hvordan EU-lovgiving implementeres i medlemsstaterne

Juridisk vurdering (lovens overensstemmelse med traktaterne).

Denne vurdering kan være:

–        Konkret: en national domstol anmoder ECJ i en specifik sag om at afgøre et fortolkningsspørgsmål, der vedrører traktater eller EU-ret.

–        I EU er dette et præjudicielt spørgsmål (preliminary ruling), og er efter afgørelsen bindende for alle domstole i EU.

–        Abstrakt: regeringer og parlamenter kræver en evaluering af en lovs overensstemmelse med konstitutionen

–        Herefter er proceduren i EU annulleringssøgsmål (actions for annulement) og søgsmål for manglende handling (actions for failure to act) (Empiriske eksempler F10: 30)

Første indlæg om dansk basketball

Hix & Høyland, kap. 4 (og forelæsning)

Teksten kort (hvad handler den i grove træk om? Hvorfor er det spændende/relevant?)

Juridisk politik i EU. Introducerer kapitlet ved at pointere, at traktater, lovgivning, etc. er ukomplette kontrakter – de bliver først komplette når de bliver håndhævet af en domstol. Domstolene kan bruge deres juridiske diskretion til at forme policy outcomet, hvilket kan være et outcome væk fra den oprindelige intention. (Hix & Høyland, 2011: 75)

Juridisk politik = kampen mellem beslutningstagernes intention med en policy og domstolenes diskretion. (ibid)

 

Information

Formål: skal sikre, at EU-lovgivningen fortolkes og anvendes på samme måde i alle EU-lande, og at lande og EU-institutioner overholder reglerne (fra EU’s hjemmeside)

 

Består af:

–        28 dommere:

–        Nominerede af medlemsstater og valg af Europæiske Råd

–        Valgt for 6 år ad gangen med udskift af halvdelen hvert 3. år

–        11 generaladvokater

–        6 permanente fra de 6 største medlemslande

–        5 roterende

–        Præsident: valg af og i blandt dommerne

–        Fire typer af kamre: hele domstolen, grand chamber (11 dommere), kammer m. 3 dommere, kammer m. 5 dommere (Hix & Høyland: 80-81):

–        Det er ikke længere hele domstolen der møder op i retten. Efter Nice traktaten er det i højere grad grand chamber (10-15%), kammer m. 3 dommere (35%) og kammer med 5. dommere (50%).

 

Niveauer af love i EU

Primær:

–        EU’s konstitution dannet af tre traktater: Treaty of European Union, Treaty of the Functioning of the European Union og Lisabon traktaten

Sekundær:

–        EU-lovgivning implementerer traktaterne. 3 typer: direktiver, regulering, beslutning.

Tertiær:

–        Implementering af EU-lovgivning. Delegated acts: er mere politiske; Implementing acts: er mere teknisk.

 

ECJ (Europæisk domstol) har en bestem rolle ift. love i EU:

–        Domstolen er en konstitutionel domstol

–        EU’s konstitutioner er traktaterne, dvs. den primære lov

–        Domstolen evaluerer sekundær og tertiær lov (med traktaterne for øje)

–        Kontrol: Sørger for at EU-institutioner og nationale regeringer overholder deres forpligtigelser inden for traktaterne.

 

Overtrædelsesprocedure (infringement procedure):

 

 

Definitioner:

Domstolens diskretion (court discretion) = når en domstol tager en beslutning/dømmer uden nogen forudgående juridiske retningslinjer. Dvs. at domstolen handler ud fra egen vurdering af en sag. Diskretionen kan derfor være et middel for domstolen til at trække en beslutning i egen politisk retning (egen definition)