Artiklen udvikler en begrebsliggørelse af regimer som tjener til at omskrive national adfærd og dermed forme internationale interaktioner

–        Her er begrebsliggørelsen af ’regime’ udviklet ud fra den klassiske karakteristika af international politik, nemlig relationer mellem suveræne enheder, som fokuserer på selvbeskyttelse, uafhængighed til andre og

–        ”In the view, states are autonomous sovereign entites that “develop their own startegies, chart their own courses, make their own decision”” (side 300)

 

–        Så længe international statsadfærd skyldes ubegrænset og uafhængig beslutningstagning, er der ingen international regime.

–        Et regime eksisterer, når samspillet mellem parterne ikke er ubegrænset eller ikke er baseret på selvstændig/uafhængig beslutningstagning.

–        Nationale samfund er dem der oftest er ’regimes’

–        ”International regimes exist when patterned state behavior results from joint rather than independet decision making” (side 301)

 

International politik er typisk karakteriseret ved selvstændig selvinteresseret beslutningstagning, og stater har ofte ingen grund til at undgå denne individualistiske adfærd. Når hver stat opnår sit mest foretrukne resultat ved selv at træffe uafhængige beslutninger, så er der ikke behov for et regime. (figur 1)
–                         

–        Aktør A foretrækker A1 uanset om Aktør B foretrækker B1 eller B2

–        Aktør B foretrækker B1 uanset hvad Aktør A foretrækker

→ A1,B1 er et ligevægts outcome = begge aktører er tilfredse

–        Begge aktører vælger ud fra hvad der er mest optimalt for dem selv, og der er ingen konflikt  der er ikke et behov for et regime

 

Der er heller ikke behov for et regime, når begge aktører deler det mest foretrukne outcome. (figur 2)
–                         

–        Aktør A foretrækker A1, men kun hvis B vælger B1, og B foretrækker kun B1, hvis A vælger A1
→ A1 og B1 er ligevægts outcomet, begge er tilfredse

–        Der er dog også en anden mulighed for ligevægt i dette tilfælde, hvis man som aktør ønsker at gå efter minimum outcomet

–        Aktør A vil vælge A2, og aktør B vil vælge B2, for derigennem at sikre, at de vil undgå the værste outcome

–        Men hvis begge aktører er bevidste om deres præferencer, så vi vil vælge første situation

–        Igen, her er der ikke behov for et regime, da begge er enige i det mest foretrukne outcome

 

En situation hvor den ene aktør forurettes
–                         

–        Ligevægts outcomet er her til aktør A’s mest foretrukne outcome og kun til aktør B’s tredje mest foretrukne outcome

 

 

Når en uafhængig beslutningstagning fører til et ligevægts outcome som er ’Pareto deficient’, hvilket er et outcome hvor begge aktører ønskede et outcome til at være ligevægt  prisoners dilemma
–                         

–        Begge aktører foretrækker A1,B1 fremfor A2,B2, men det foretrukne A1,B1 outcome er ikke muligt, for så skulle begge undgå deres dominerende strategi

 

Regimer kan også tilvejebringe løsninger i situationer med dilemma af fælles ’aversions’ (utilbøjelighed). Hvor aktørerne er fanget i et dilemma hvor begge gerne vil undgå det specifikke outcome
–                         

–        Ingen af aktørerne har en dominerende strategi, og ingen foretrækker et specifikt outcome – der er to outcomes som begge vil være tilfredse med, og der er to outcomes som begge vil undgå

–        Men det kræver koordination, således de ikke ender op i et outcome, hvor begge ikke ønsker

 

Men der er også situationer hvor begge er enige om det mindst ønsket outcome, men hvor der er uenighed om det mest ønsket outcome
–                         

–        Der er her to ligevægts situationer: A1,B2 og A2,B1

–        Aktør A foretrækker A1,B2

–        Aktør B foretrækker A2,B1

–        Her kan koordination ske via to måder, hvilket sker ved hjælp af et regime

–        En ”fairness doctrine” skulle gerne sikre, at alle aktører fik deres mest foretrukne ligevægt halvdelen af tiden

 

På forelæsningen nævnes der også n oget med gentagne spil (tit for tat), og om hvordan samarbejde er muligt ift. at opnå ligevægt ved et ukendt antal gentagne spil.

Hele den del med spilteori hører ind under Rational Institutionalisme, hvor der er fokus på selvmaksimering

–        Her kan internationale organisationer og regimer fordre samarbejde ved gentagne interaktioner

Men indenfor sociologisk institutionalisme menes der, at samarbejde kan være en norm

–        De fokuserer på overtagelse fremfor individuel maksimering