Category Archives: Basket i EU

Lebron James træningsrutiner

Teksten kort:

Teksten præsenterer neofunktionalismen som integrationsteori. Teorien forklarer hvordan integration fører til mere integration gennem spillover effekter. Applicering af sociologisk/historisk institutionalisme.

 

Central(e) variable:

Integration er en proces, ikke et outcome. Integration afføder gennem spillover effekterne yderligere integration.

 

Definition

Integration defineres som en proces frem for et outcome, og involverer etableringen og udvidelsen af regionale institutioner.

–        Haas (1958): ”the process whereby political actors in several distinct national settings are persuaded to shift their loyalties, expectations and political activities towards a new centre, whose institutions possess or demand jurisdiction over the pre-existing national states. The end result of a process of political integration is a new political community, superimposed over the pre-existing one.”

–        Lindberg (1963): “ (1)The process whereby nations forego the desire and ability to conduct foreign and domestic policies independently of each other, seeking instead to make joint decisions or to delegate the decision-making process to new central organs; and (2) the process whereby political actors in several distinct settings are persuaded to shift their expectations and political activities to a new centre.”

 

Central påstand:

Integration er en proces, som ikke kan studeres som isolerede events. Regional integration er karakteriseret af multiple, diverse og forandrende aktører, som ikke er begrænset af deres nationale politiske sfære, men interagerer også og bygger koalitioner på tværs af nationale grænser. ’The Community’ opfattes primært som ’a creature of elites’ med en eftergivende konsensus som favoriserer mere integration.

Fem antagelser om ’the driving forces’:

1)    Rationelle og selvinteresserede aktører, som har kapaciteten til at lære og ændre deres præferencer (lære fra nytten, der opnås gennem integration). Nationale og supranationale eliter anerkender begrænsningen af nationale løsninger, hvorfor forventninger og aktiviteter samles i et nyt centrum (supranationalt forum/institutioner)

2)   Når institutioner er etableret, kan de ’take on a lige of their own’ og undslippe skabernes kontrol. Regionale institutioner er interesseret i at øge magt, hvorfor dets
aktører forsøger at øge integration ved at påvirke regeringernes opfattelser og
dermed nationale interesser

3)    Marginale justeringer drives af uintenderede konsekvenser fra tidligere valg/integration

4)    Integration er et positive-sum game

5)    Funktionel interdependens, som er et produkt af integrationen, fremmer yderligere
integration. Tidligere antagelse om, at dybere integration skete ’automatisk’

 

Mekanismerne:

Integrationen styres af funktionelle, politiske og kultiverede spillover effekter.

Funktionel spillover

”[…] the integration of one sector at the regional level is only practicable in combination with the integration of other sectors, as problems arising from the functional integration of one task can only be solved by integrating yet more tasks.” (s. 49)

Politisk spillover

”National elites had to come to perceive that problems of substantial interest could not be effectively addressed at the domestic level, not least because of the above-mentioned functional-economic logic.” (s. 49)

=> nationale eliter lærer igennem integrationen, hvorved deres forventninger, politiske aktiviteter (og ifølge Haas deres loyalitet) flyttes til et nyt europæisk centrum à  udformning af en ny transnational elite. Lindberg fokuserer her på socialiseringsprocesser, som fordrer konsensus.

Kultiveret spillover

Supranationale institutioner og dets agenter har en præference for mere magt, hvilket opnås gennem yderligere integration (= nationale staters delegering af suverænitet). I europæisk kontekst ses Kommissionen som hovedaktøren bag kultivering.

”[…] it occupies a privileged position of centrality and authority, enabling it not only to direct the dynamics of relations among states but also the relations of interest groups within each state. According to Lindberg(1963: 71), the Commission’s cultivation of contacts with national civil servants and interest groups would in time lead to the Commission’s progressive ‘informal co-optation’ of member states’ national elites to help realise its European objectives.” (s. 50)

=> Besidder fordel, idet de har mulighed for dagsordensfastsættelse. Har derudover mere information end de nationale regeringer, hvilket de kan udnytte til deres fordel i forhold til vejledning af nationale stater.

 

Kausalmodel

Funktionel spillover                                    Politisk spillover                       Kultiveret spillover

 

Centrale argument

De ovenfor uddybede mekanismer favoriserer en dybere integration. Dermed afføder integration mere integration.

 

Empiriske fund:

God til at forklare graduale og marginale justeringer af integrationen, samt hvorfor man kan forvente dybere integration.

 

Kritik:

–        Neofunktionalisme formår ikke at forklare, hvordan og hvorfor integrationen startede, men kun hvorfor den fortsætter. Derudover får den heller ikke sat en grænse for, hvorfor integrationen stopper => bør vi forvente en integration til en Europæisk føderation?

–        Neofunktionalisme tager sit udgangspunkt i endogene faktorer, men får dermed ikke besvaret, hvordan eksogene faktorer såsom den økonomiske krise påvirker integrationen.

–        Teorien får ikke forklaret indenrigsaktørers betydning for integration. Er det virkeligt supranationale eliter, som styrer det hele?

 

Holdtime tekster
  • Schimmelfennig, F. (2015) ‘Liberal intergovernmentalism and the euro area crisis’, Journal of European Public Policy, 22(2): 177-192.
  • Niemann, A. & Ioannou, D. (2015) ‘European economic integration in times of crisis: a case of neofunctionalism?’, Journal of European Public Policy, 22(2): 196-215.

Den perfekte basket kamp

 

Et subfelt indenfor studiet af internationale institutioner er studiet af regional integration, her særligt med fokus på europæisk integration i den Europæiske Union. Er integration et produkt af interdependens og spillover effekter? Leder integration konsekvent til mere integration? Eller er den et produkt af rationelle staters forhandlinger? Subfeltet har udviklet dets egne teorier, neofunktionalisme og liberal intergovernmentalisme, som hver især bygger på forskellige teorier indenfor neoinstitutionalismen.

 

Forelæsningstekster

  • Moravcsik, A. & Schimmelfennig, F. (2009) ‘Liberal intergovernmentalism’, in A. Wiener & T. Diez (eds.), European integration theory, 2nd edition. Oxford: Oxford University Press, pp. 67-87 (21 pages) (copy in compendium).
  • Niemann, A. & Schmitter, P.C. (2009) ‘Neo-functionalism’, in A. Wiener & T. Diez (eds.), European integration theory, 2nd edition. Oxford: Oxford University Press, pp. 45-65 (21 pages) (copy in compendium).

 

Moravcsik, A. & Schimmelfennig, F. (2009)

 

Teksten kort

Teksten præsenterer den regionale integrationsteori liberal intergovernmentalisme.
Integrationsteorien er en applikation af rationel institutionalisme for at forsøge at forklare regional integration. Parsimonisk.

 

Central(e) variable:

X = staters forhandlinger mellem regeringer. Y = regional integration

Regional integration betinges af staters intergovernmentelle forhandlinger.

 

Definitioner

Institutioner defineres i forlængelse af rationel institutionalismes definition af institutioner.

 

Centrale påstand:

Teorien bygger på to antagelser. Først og fremmest er stater hovedaktørerne (dog ikke i
realismens forståelse, hvor statsoverlevelse er vigtigste prioritet). Staterne opnår deres mål igennem forhandlinger mellem regeringer frem for idéen om en central autoritet, som gennemtvinger politiske beslutninger. For det andet er stater rationelle, som kalkulerer nytten fra alternative handlinger og vælger den, der maksimerer eller tilfredsstiller deres nytte givet omstændighederne.

 

Mekanismerne:

“Decisions to cooperate internationally can be explained in a three-stage framework: states first define preferences, then bargain to substantive agreements, and finally create (or adjust) institutions to secure those outcomes in the face of future uncertainty.” (p. 68-69)

 

Dog sjældent konvergens mellem staternes nationale præferencer => stater skal overkomme kollektive suboptimale outcomes og opnå koordination og samarbejde for gensidige gevinster, men samtidig skal de beslutte sig for, hvordan de gensidige gevinster omfordeles blandt staterne.

–        “LI posits that in the EU context, asymmetrical interdependencies, that is, the uneven distribution of the benefits of a specific agreement (compared to those of unilateral or alternative possibilities known as ‘outside options’) and information about preferences and agreements play a crucial role. Generally, those actors that are least in need of a specific agreement, relative to the status quo, are best able to threaten the others with non-cooperation and thereby force them to make concessions; and those actors that have more and better information about other actors’ preferences and the workings of institutions are able to manipulate the outcome to their advantage.” (s. 71)

–        Udfaldene af forhandlingerne afspejler den relative magt mellem staterne baseret på mønstrene af asymmetrisk interdependens

 

Internationale institutioner sikrer varigt samarbejde og opnåelsen af et kollektivt optimalt outcome ved at reducere transaktionsomkostninger og tildeling af information, som reducerer usikkerheder.

 

“Issue specific variation in the delgation and pooling of sovereignty reflect the issue-specific concerns of national governments about each other’s future ability to comply with substantive deals reached.” (s. 72)

 

Kausalmodel

Forhandlinger imellem stater → regional integration

 

Centrale argument

”EU integration can best be understood as a series of rational choices made by national leaders. These choices responded to constraints and opportunities stemming from the economic interests of powerful domestic constituents, the relative power of states stemming from asymmetrical interdependence, and the role of institutions in bolstering the credibility of interstates commitments.” (s. 69)

 

Empiriske fund:

Teorien er god til at forklare ’the grand bargainings’, i europæisk kontekst: traktaterne.

 

Kritik:

–        Krævende antagelse om stabile og veldefinerede præferencer, som ikke ændres under forhandlingerne. Det samme omkring antagelsen, at stater ved alt om andre staters præferencer og motivationer.

–        For stort fokus på ’the grand bargainings’ og ikke nok forklaringsevne af uformelle skridt.

–        Negligerer transaktionsomkostningerne forbundet med samling af information. Neofunktionalisme kritiserer liberal intergovernmentalisme for, at de ikke inddrager supranationale eliters rolle og deres asymmetriske information, som de kan bruge til deres fordel.

–        Krævende med 27 stater i EU. Til trods for at fokusere på stater som hovedaktører, tenderer teorien til at fokusere på de fire største lande => hvilken rolle spiller lande som eksempelvis Danmark i integrationsprocessen?

 

Sådan dribler du fra alle på basket banen

–        Fokus på samarbejdet ift. NATO

–        Hvordan fungerer NATO, og hvordan ser det muligvis ud i fremtiden?

International regimes vs. International organisation

–        International regime:

–        Er problemspecifik – normer og regler

–        Regulerer staters adfærd, men handler ikke selv

–        International organisation:

–        Målrettet og har et bestemt formål

–        Handlen selv

 

Rationel institutionalisme vs.  sociologisk/konstruktivistisk institutionalisme

–        NATO fra et rationalistisk perspektiv

–        NATO hjælper staters koordinering og samarbejde

–        Lande vil søge at indgå i alliance med NATO, for man har en interesse i at undgå de konsekvenser det kan have ved ikke at gå med

–        Har et meget materiel syn på NATO

–        NATO fra et sociologisk institutionalistisk perspektiv

–        NATO som en international institution, der søger at udbrede samme liberale værdier, som medlemsstaterne. NATO er derfor attraktiv for staterne, fordi institutionen repræsenterer samme normer, regler og værdier, som medlemsstaterne står for

–        Har et ikke-materialistisk syn på NATO

→  begge mener, at NATO er en institution der giver sikkerhed til dets medlemslande, stabilisere deres samarbejde og adfærd

 

Bruger de institutionelle teorier til at se hvordan afslutningen af Den Kolde Krig har medført forandringer i NATO
1. Persistence (vedholdenhed)
Rational Institutionalisms perspektiv

–        NATO var fortsat vigtigt efter Den Kolde Krig, idet omkostningerne ved at beholde NATO som institution var billigere end skulle etablere og skabe en ny institution

–        Wallander påpeger dog, at NATO kun eksisterede grundet det havde tilbudt nye fordele til dets medlemslands

–        Gamle fordele: havde en fælles forståelse og fælles beskyttelse imod USSR

–        Nye fordele: dele stadig beskyttelse (Artikel 5 – Collective Defence), men nu også gennemsigtighed, integration og forhandling medlemslandene imellem

Sociological Institutionalisms perspektiv

–        NATO eksisterer fortsat da institutionen fortsat ønsker at dele og udbrede i liberale normer, værdier og interesser, og specielt fordi liberale normer og værdier blev ”bekræftet” som de bedste, ved at vinde over de modsatte værdier er USSR

 

  1. Flexibilisation (fleksibilisering)

–        Her menes der i hvilket omfang medlemslande har variere deres deltagelse og commitment til den internationale institution

Rational Institutionalisms perspektiv

–        Den højere grad af fleksibilitet, som der er kommet, er et svar på det ændrede sikkerhedsmiljø efter Den Kolde Krig og NATO’s sikkerhedsinteresser

–        Der er kommet åbne og fleksible arrangementer med ikke-medlemslande, hvilket har gjorte, at man har fået større kendskab til deres præferencer, problemer og øget troværdighed, hvilket har været en fordel for NATO’s sikkerhedshensyn, da disse stater er relevante, og at der nu også er nogle fælles interesser

–        NATO’s institutionelle aktiviteter har hjulpet alliancer med at opnå en vellykket overgang efter Den Kolde Krig

–        Forklarer at NATO’s vedholdenhed og fleksibilitet komplementerer hinanden godt

Sociological Institutionalisms perspektiv

–        Imødegå forskelle mellem mere globalt og regionalt orienteret lande

–        Fleksibiliteten afspejler ændringer i medlemslande identiteter og værdier i forhold til NATO’s egen identitet og egne normer og regler

–        Eksempelvis ift. en international socialisering af postkommunistiske lande af de vestlige normer og værdier som NATO repræsenterer

–        Lande som er rykket tættere på NATO, er måske også blevet mere demokratiske

–        Men fleksibilitet kan også have en negativ effekt, idet det giver rum til landes egne præferencer og kapaciteter

 

  1. Interventions (interventioner)

–        Siden Den Kolde Krig har NATO faktisk ikke kun forhindret krig, men også bekæmpet nogle krige

Rational Institutionalisms perspektiv

–        Behovet for at samarbejde for at bekæmpe en fælles trussel, og hvis der er flere fordele ved alliance set ift. at intervenere uafhængigt, dette kan blandt andet forklare NATO’s andel i interventioner efter Den Kolde Krig

–        MEN; hverken Bosnien, Kosovo eller Libyen udgjorde en alvorlig fælles trussel, men NATO greb alligevel ind

Sociological Institutionalisms perspektiv

–        En intervention kan forklares ud fra, at NATOs opfattelse kan være, at deres fælles værdier og regler står på spil

–        De intervenerer således i f.eks. Bosnien-Hercegovina, fordi de liberale-demokratiske normer blev overtrådt, og de dermed var i fare

 

  1. Enlargement (udvidelse)

–        NATO har udvidet sit antal af medlemslande fra 16 til 28 i løbet af tre runder, hvoraf den seneste fandt sted i 2009

Rational Institutionalisms perspektiv

–        Udvidelse er et spørgsmål om cost-benefit: Nye medlemslande skal bidrage med fordele à Det handler om militær og økonomiske kapabiliteter à Men dette var ikke tilfældet med de nye medlemslande efter Den Kolde Krig da de militært var langt bagefter andre NATO-lande à Set fra et rationelt perspektiv, ville NATO have høstet flere fordele uden en udvidelse fremfor at have øget antallet af medlemmer (færre at beskytte med flere ressourcer)

Sociological Institutionalisms perspektiv

–        Så længe de overholder en række normer og regler skal man have muligheden for at blive inkluderet i NATOs fællesskab – og derved få de fordele der er ved at være medlem af et solidarisk fællesskab der støtter hinanden.

Den kan altså være med til at forklare hvorfor nogle af de lande er blevet inkluderet

Sådan lærer en hvid mand at dunke

Andet at fremhæve fra teksten

Man kan bruge spil-teori til at analysere hvordan domstolen vil reagere. Figurer illustrere hvordan ’spillet’ vil blive udført. Eksempel med US Supreme Court system. (s. 305 (nederst) – 307 (øverst))

 

Retninger

Forfatteren påpeger at tidligere specialister inden for juridisk politik har funderet deres teori på rational choice institutionalisme (se fodnote 3)

Denne teori er også inden for rational choice institutionalisme

F11: Why do states create international institutions? + Establishing international security cooperation (Mette)

Keohane, R.O. (2011): ”After hegemony: Cooperation and discord in the world political economy”

Har sit hovedargument fra Institutionalismen og dens tradition

–        Argumenterer for at samarbejde under nogle forhold kan udvikle sig på grundlag af komplementære interesser, og at institutioner påvirker de samarbejdsmønstre som opstår

–        Keohane har en bred forståelse af institutioner

 

Realisme, institutionalisme og samarbejde

–        Realister:

–        Alliancesamarbejde kan forklares som et resultat af ’balance of power’

–        Hvis international politik var ’a state of war’ da ville industrialiserede mønstre af samarbejde for et fælles formål ikke eksistere, bortset fra store kampe om magt

–        ’State of war’: ”a competition of units in the kind af state of nature that knows no restraints other than those which the changing necessities of the game and the shallow conveniences of the players impose” (side 292)

→ fordampningen af magt burde have undergravet evnen for nogen til at skabe orden

–        Det eneste tidspunkt det giver mening at opretholde og skabe institutioner ude fra et rationalet institutionalistisk synspunkt er når dens fordele overgår dens bekostninger. Det vil altså betyde at oprettelsen af institutioner er på baggrund af at komme det kollektive handlingsproblem i møde.

–        Maksimerende ift. egen velfærd

–        Institutionalister:

–        Samarbejde er essentielt i en verden med økonomiske interdependens

–        Argumenterer for, at fælles økonomiske interesser skaber efterspørgsel på internationale institutioner og regler

–        Tolker de liberale internationale aftaler for handel, international økonomi som en respons af behovet for policy-samarbejde grundet interdependens

→ det stigende behov for samarbejde, som er skabt af interdependens, bør lede til mere samarbejde

New Institutional Economics

–        Definition af ’international regimes’ (internationale institutioner): (side 293)

–        Indebærer regler, normer, principper og beslutningsprocesser

–        Hvad de internationale institutioner kan bidrage med:

–        Hjælper med at organisere forhold som er gensidige fordelagtige

–        Ændrer omkostningerne ved transaktion

–        Transaktionsomkostninger er:

–        Undersøgelse/forskning

–        Forhandlinger

–        Håndhævelse og kontrol (f.eks. retssager og sanktioner)

–        Prisoners Dilemma

–        Internationale institutioner mindsker transaktionsomkostningerne, og derved får vi lettere internationale aftale

–        Problem ved asymmetrisk information

–        Ikke alle har nødvendigvis fuld information – nogle har måske mere end andre

–        Er der en viden om, at nogle har mere viden end andre, så kan det udnyttes ved manipulation i forbindelse med at få en aftale på plads  underminerer samarbejde

–        Institutioner kan også inddrage internationale organisationer, som kan komme med yderligere viden

–        Ved at opgradere det generelle informationsniveau, opnås en mindsket usikkerhed

–        Moral Hazard

–        Når en aktør ubemærket ændre adfærd

–        F.eks. ved forsikring

–        Hvis man ved, at man er forsikret, så øger det risikoen

–        Som medlem af en institution opfører man sig måske anderledes

–        Nogle aktører er måske uansvarlige

–        ’Self-selection’: i nogle aktiviteter har nogle stater, f.eks. små stater, ikke meget at bidrage med, men de har et stort ønske om at deltage grundet nogle gevinster. Derfor kræver det nogle store stater, som vil tage omkostningerne ved aktiviteten

–        Er et aspekt i forbindelse med ’public goods’ og free-riding

→  internationale institutioner kan fremme samarbejde ved at reducere usikkerhed

→ er nyttige for stater og regeringer

Begrænset rationalitet og redefinition af ’self-interest’

–        Beslutningstagere er i praksis underlagt begrænsninger på deres egen kognitive evner, helt bortset fra de usikkerheder, der er forbundet med deres omgivelser

–        De teorier der indeholder begrænsninger af aktører kapacitet i informationsprocessen, kaldes ’theories of bounded rationality’ (Herbert Simon)

–        En teori der stiller sig i modsætning til neoklassiske teorier

 

–        Man har ikke evne til at anvende al den information som måske er muligt

–        Herbert Simon

–        ”people ’satisfice ’ rather than maximize. That is, they economize on information by searching only until they find a course of action that falls above a satisfactory level -theor ’aspiration level’” (side 302)

–        Og det samme gør organisationer

Basketball i Belgien

Juridisk integration (legal integration)

Et præjudicielt spørgsmål (preliminary ruling) er smart, da den er bindende for alle domstolene i EU og derfor skaber en sammenhængende indførelse af EU-lovgivningen i medlemsstaterne.

 Bliver brugt som instrument til indførelse af EU-lovgivning.

 

ECJ har via præjudicielle spørgsmål oprettet de vigtigste principper i EU’s juridiske system – principperne om: direct effect og supremacy of EU law.

Supremacy of EU law

–        EU-lov er over den nationale lovgivning og har forrang, hvis national lovgivning er i konflikt

–        Sikrer at det er den samme indførelse af EU-lovgivningen i medlemsstater, hvilket sikrer legitimitet

 

Direct effects

–        EU-lovgivning skaber fælles rettigheder for individer

–        Grundlagt via udførelse i praksis

–        Regulativer (regulations): vertikal (privat vs. stat) og horisontal (privat vs. privat)

–        Direktiver (directives): kun vertikal

 

To spørgsmål står tilbage:

  1. Hvorfor er antallet af præjudicielle spørgsmål steget over tid?
  2. Hvorfor henviser nogle nationale domstole flere sager til ECJ end andre?

 

= først og fremmest er der kommet flere EU-traktater og regler over tid, hvorfor der relativt også kommer flere præjudicielle spørgsmål.

Men en større forklaringskraft kan findes i integrationsteorien om neofunktionalisme (supranationalt perspektiv) – der opstår et funktionelt og kultiveret spill over (se Finkes forvirrende slide 38)

 

ECJ rolle som aktør: mellemstatsligt (intergovernmental) vs overnationalt (supranational) perspektiv

Mellemstatsligt: nationale regeringen har tilladt ECJ og nationale domstole at promovere juridisk integration i EU, fordi det har været i de nationale regeringers politiske og økonomiske interesse. Hvis ECJ eller nationale domstole handler mod en regeringens interesse, vil regeringen blot ignorere dette. Domstole er strategiske aktører, men de begrænses af regeringens mulighed for at true domstolen. Trusler kunne være traktatsændringer eller ny lovgivning (Hix & Høyland, 2011: 97)

 

Overstatsligt: ECJ er en magtfuld, politiske aktør der kan bruge sin diskretion som middel til at fremme egeninteresser, ved at imødekomme nationale domstoles interesser og private interesse imod medlemsstaternes interesser. Skal altså ses som mere uafhængig med egen agenda (Hix & Høyland, 2011: 98)

 

Dyevre (2010)

Teksten kort (hvad handler den i grove træk om? Hvorfor er det spændende/relevant?)

Teorien om juridisk, politisk adfærd har tidligere være negligeret udenfor USA, men ikke længere. Geografisk konvergens bringer også teoretisk konvergens. Forening af holdningsmæssige og institutionalistiske tilgange til en teori om juridisk adfærd (Dyevre, 2010: 297)

 

= Dvs. den handler grundlæggende om dommeres adfærd, der er begrænset af andre aktører. De kan altså ikke handle ’frit’ uden at der kommer en modreaktion fra andre politiske aktører. Fokus på europæisk politik.

 

Teoretisk aspekt/tilføjelse

Juridisk beslutningstagning opdeles i følgende tilgange: (Dyevre, 2010: 300)

1)     Holdningsmæssige model

2)     Institutionalistisk model

  1. Institutionel intern
  2. Institutionel ekstern

 

Holdningsmæssig model (Dyevre, 2010: 300-302)

–        Dommere afgør sager ift. deres politiske holdning. Dvs. de er ikke uafhængige af deres politiske præferencer. (Empirisk eksempel, s. 301 nederst)

–        En ændring i det juridiske personale kan give ændringer i juridiske politikker

–        Svært at teste empirisk (F10: slide 8)

 

Institutionalistiske modeller:

Overordnet for begge: dommere er policy-seekers. Men mod dette mål bliver de ofte begrænset af deres institutionelle omgivelser

  • Intern: (s. 302-303)

○       Central påstand: dommere flytter sig fra deres ideologiske ideal hen til flertalsbeslutningen før beslutningen træffes.

○       Dommerne begrænser altså hinanden ved at flertallet bestemmer.

○       Dommerne ønsker ligeledes at være med i den ’vindende’ beslutning, da det giver et højere pay-off.

  • Ekstern: (s. 304-305)

○       Dommere arbejder ikke i et vakuum, men er begrænset/påvirket af andre aktørers reaktioner: Produktet af den juridiske beslutningsproces er en funktion af interaktionen mellem domstolen og dens politiske og institutionelle omgivelser (s. 304)

○       Lovgivningsmagterne og regeringer kan begrænse dommerne ved, at

■       Undgå lovgivningen (manglende overholdelse)

■       Ændre loven (underkende)

○       Dommere er begrænset af den offentlige mening