Juridisk integration (legal integration)

Et præjudicielt spørgsmål (preliminary ruling) er smart, da den er bindende for alle domstolene i EU og derfor skaber en sammenhængende indførelse af EU-lovgivningen i medlemsstaterne.

→  Bliver brugt som instrument til indførelse af EU-lovgivning.

 

ECJ har via præjudicielle spørgsmål oprettet de vigtigste principper i EU’s juridiske system – principperne om: direct effect og supremacy of EU law.

Supremacy of EU law

–        EU-lov er over den nationale lovgivning og har forrang, hvis national lovgivning er i konflikt

–        Sikrer at det er den samme indførelse af EU-lovgivningen i medlemsstater, hvilket sikrer legitimitet

 

Direct effects

–        EU-lovgivning skaber fælles rettigheder for individer

–        Grundlagt via udførelse i praksis

–        Regulativer (regulations): vertikal (privat vs. stat) og horisontal (privat vs. privat)

–        Direktiver (directives): kun vertikal

 

To spørgsmål står tilbage:

1. Hvorfor er antallet af præjudicielle spørgsmål steget over tid?
2. Hvorfor henviser nogle nationale domstole flere sager til ECJ end andre?

 

= først og fremmest er der kommet flere EU-traktater og regler over tid, hvorfor der relativt også kommer flere præjudicielle spørgsmål.

Men en større forklaringskraft kan findes i integrationsteorien om neofunktionalisme (supranationalt perspektiv) – der opstår et funktionelt og kultiveret spill over (se Finkes forvirrende slide 38)

 

ECJ rolle som aktør: mellemstatsligt (intergovernmental) vs overnationalt (supranational) perspektiv

Mellemstatsligt: nationale regeringen har tilladt ECJ og nationale domstole at promovere juridisk integration i EU, fordi det har været i de nationale regeringers politiske og økonomiske interesse. Hvis ECJ eller nationale domstole handler mod en regeringens interesse, vil regeringen blot ignorere dette. Domstole er strategiske aktører, men de begrænses af regeringens mulighed for at true domstolen. Trusler kunne være traktatsændringer eller ny lovgivning (Hix & Høyland, 2011: 97)

 

Overstatsligt: ECJ er en magtfuld, politiske aktør der kan bruge sin diskretion som middel til at fremme egeninteresser, ved at imødekomme nationale domstoles interesser og private interesse imod medlemsstaternes interesser. Skal altså ses som mere uafhængig med egen agenda (Hix & Høyland, 2011: 98)

 

Dyevre (2010)

Teksten kort (hvad handler den i grove træk om? Hvorfor er det spændende/relevant?)

Teorien om juridisk, politisk adfærd har tidligere være negligeret udenfor USA, men ikke længere. Geografisk konvergens bringer også teoretisk konvergens. Forening af holdningsmæssige og institutionalistiske tilgange til en teori om juridisk adfærd (Dyevre, 2010: 297)

 

= Dvs. den handler grundlæggende om dommeres adfærd, der er begrænset af andre aktører. De kan altså ikke handle ’frit’ uden at der kommer en modreaktion fra andre politiske aktører. Fokus på europæisk politik.

 

Teoretisk aspekt/tilføjelse

Juridisk beslutningstagning opdeles i følgende tilgange: (Dyevre, 2010: 300)

1)     Holdningsmæssige model

2)     Institutionalistisk model

1. Institutionel intern
2. Institutionel ekstern

 

Holdningsmæssig model (Dyevre, 2010: 300-302)

–        Dommere afgør sager ift. deres politiske holdning. Dvs. de er ikke uafhængige af deres politiske præferencer. (Empirisk eksempel, s. 301 nederst)

–        En ændring i det juridiske personale kan give ændringer i juridiske politikker

–        Svært at teste empirisk (F10: slide 8)

 

Institutionalistiske modeller:

Overordnet for begge: dommere er policy-seekers. Men mod dette mål bliver de ofte begrænset af deres institutionelle omgivelser

• Intern: (s. 302-303)

○       Central påstand: dommere flytter sig fra deres ideologiske ideal hen til flertalsbeslutningen før beslutningen træffes.

○       Dommerne begrænser altså hinanden ved at flertallet bestemmer.

○       Dommerne ønsker ligeledes at være med i den ’vindende’ beslutning, da det giver et højere pay-off.

• Ekstern: (s. 304-305)

○       Dommere arbejder ikke i et vakuum, men er begrænset/påvirket af andre aktørers reaktioner: Produktet af den juridiske beslutningsproces er en funktion af interaktionen mellem domstolen og dens politiske og institutionelle omgivelser (s. 304)

○       Lovgivningsmagterne og regeringer kan begrænse dommerne ved, at

■       Undgå lovgivningen (manglende overholdelse)

■       Ændre loven (underkende)

○       Dommere er begrænset af den offentlige mening