Category Archives: Basketball i USA

Lebron James træningsrutiner

Teksten kort:

Teksten præsenterer neofunktionalismen som integrationsteori. Teorien forklarer hvordan integration fører til mere integration gennem spillover effekter. Applicering af sociologisk/historisk institutionalisme.

 

Central(e) variable:

Integration er en proces, ikke et outcome. Integration afføder gennem spillover effekterne yderligere integration.

 

Definition

Integration defineres som en proces frem for et outcome, og involverer etableringen og udvidelsen af regionale institutioner.

–        Haas (1958): ”the process whereby political actors in several distinct national settings are persuaded to shift their loyalties, expectations and political activities towards a new centre, whose institutions possess or demand jurisdiction over the pre-existing national states. The end result of a process of political integration is a new political community, superimposed over the pre-existing one.”

–        Lindberg (1963): “ (1)The process whereby nations forego the desire and ability to conduct foreign and domestic policies independently of each other, seeking instead to make joint decisions or to delegate the decision-making process to new central organs; and (2) the process whereby political actors in several distinct settings are persuaded to shift their expectations and political activities to a new centre.”

 

Central påstand:

Integration er en proces, som ikke kan studeres som isolerede events. Regional integration er karakteriseret af multiple, diverse og forandrende aktører, som ikke er begrænset af deres nationale politiske sfære, men interagerer også og bygger koalitioner på tværs af nationale grænser. ’The Community’ opfattes primært som ’a creature of elites’ med en eftergivende konsensus som favoriserer mere integration.

Fem antagelser om ’the driving forces’:

1)    Rationelle og selvinteresserede aktører, som har kapaciteten til at lære og ændre deres præferencer (lære fra nytten, der opnås gennem integration). Nationale og supranationale eliter anerkender begrænsningen af nationale løsninger, hvorfor forventninger og aktiviteter samles i et nyt centrum (supranationalt forum/institutioner)

2)   Når institutioner er etableret, kan de ’take on a lige of their own’ og undslippe skabernes kontrol. Regionale institutioner er interesseret i at øge magt, hvorfor dets
aktører forsøger at øge integration ved at påvirke regeringernes opfattelser og
dermed nationale interesser

3)    Marginale justeringer drives af uintenderede konsekvenser fra tidligere valg/integration

4)    Integration er et positive-sum game

5)    Funktionel interdependens, som er et produkt af integrationen, fremmer yderligere
integration. Tidligere antagelse om, at dybere integration skete ’automatisk’

 

Mekanismerne:

Integrationen styres af funktionelle, politiske og kultiverede spillover effekter.

Funktionel spillover

”[…] the integration of one sector at the regional level is only practicable in combination with the integration of other sectors, as problems arising from the functional integration of one task can only be solved by integrating yet more tasks.” (s. 49)

Politisk spillover

”National elites had to come to perceive that problems of substantial interest could not be effectively addressed at the domestic level, not least because of the above-mentioned functional-economic logic.” (s. 49)

=> nationale eliter lærer igennem integrationen, hvorved deres forventninger, politiske aktiviteter (og ifølge Haas deres loyalitet) flyttes til et nyt europæisk centrum à  udformning af en ny transnational elite. Lindberg fokuserer her på socialiseringsprocesser, som fordrer konsensus.

Kultiveret spillover

Supranationale institutioner og dets agenter har en præference for mere magt, hvilket opnås gennem yderligere integration (= nationale staters delegering af suverænitet). I europæisk kontekst ses Kommissionen som hovedaktøren bag kultivering.

”[…] it occupies a privileged position of centrality and authority, enabling it not only to direct the dynamics of relations among states but also the relations of interest groups within each state. According to Lindberg(1963: 71), the Commission’s cultivation of contacts with national civil servants and interest groups would in time lead to the Commission’s progressive ‘informal co-optation’ of member states’ national elites to help realise its European objectives.” (s. 50)

=> Besidder fordel, idet de har mulighed for dagsordensfastsættelse. Har derudover mere information end de nationale regeringer, hvilket de kan udnytte til deres fordel i forhold til vejledning af nationale stater.

 

Kausalmodel

Funktionel spillover                                    Politisk spillover                       Kultiveret spillover

 

Centrale argument

De ovenfor uddybede mekanismer favoriserer en dybere integration. Dermed afføder integration mere integration.

 

Empiriske fund:

God til at forklare graduale og marginale justeringer af integrationen, samt hvorfor man kan forvente dybere integration.

 

Kritik:

–        Neofunktionalisme formår ikke at forklare, hvordan og hvorfor integrationen startede, men kun hvorfor den fortsætter. Derudover får den heller ikke sat en grænse for, hvorfor integrationen stopper => bør vi forvente en integration til en Europæisk føderation?

–        Neofunktionalisme tager sit udgangspunkt i endogene faktorer, men får dermed ikke besvaret, hvordan eksogene faktorer såsom den økonomiske krise påvirker integrationen.

–        Teorien får ikke forklaret indenrigsaktørers betydning for integration. Er det virkeligt supranationale eliter, som styrer det hele?

 

Holdtime tekster
  • Schimmelfennig, F. (2015) ‘Liberal intergovernmentalism and the euro area crisis’, Journal of European Public Policy, 22(2): 177-192.
  • Niemann, A. & Ioannou, D. (2015) ‘European economic integration in times of crisis: a case of neofunctionalism?’, Journal of European Public Policy, 22(2): 196-215.

Den perfekte basket kamp

 

Et subfelt indenfor studiet af internationale institutioner er studiet af regional integration, her særligt med fokus på europæisk integration i den Europæiske Union. Er integration et produkt af interdependens og spillover effekter? Leder integration konsekvent til mere integration? Eller er den et produkt af rationelle staters forhandlinger? Subfeltet har udviklet dets egne teorier, neofunktionalisme og liberal intergovernmentalisme, som hver især bygger på forskellige teorier indenfor neoinstitutionalismen.

 

Forelæsningstekster

  • Moravcsik, A. & Schimmelfennig, F. (2009) ‘Liberal intergovernmentalism’, in A. Wiener & T. Diez (eds.), European integration theory, 2nd edition. Oxford: Oxford University Press, pp. 67-87 (21 pages) (copy in compendium).
  • Niemann, A. & Schmitter, P.C. (2009) ‘Neo-functionalism’, in A. Wiener & T. Diez (eds.), European integration theory, 2nd edition. Oxford: Oxford University Press, pp. 45-65 (21 pages) (copy in compendium).

 

Moravcsik, A. & Schimmelfennig, F. (2009)

 

Teksten kort

Teksten præsenterer den regionale integrationsteori liberal intergovernmentalisme.
Integrationsteorien er en applikation af rationel institutionalisme for at forsøge at forklare regional integration. Parsimonisk.

 

Central(e) variable:

X = staters forhandlinger mellem regeringer. Y = regional integration

Regional integration betinges af staters intergovernmentelle forhandlinger.

 

Definitioner

Institutioner defineres i forlængelse af rationel institutionalismes definition af institutioner.

 

Centrale påstand:

Teorien bygger på to antagelser. Først og fremmest er stater hovedaktørerne (dog ikke i
realismens forståelse, hvor statsoverlevelse er vigtigste prioritet). Staterne opnår deres mål igennem forhandlinger mellem regeringer frem for idéen om en central autoritet, som gennemtvinger politiske beslutninger. For det andet er stater rationelle, som kalkulerer nytten fra alternative handlinger og vælger den, der maksimerer eller tilfredsstiller deres nytte givet omstændighederne.

 

Mekanismerne:

“Decisions to cooperate internationally can be explained in a three-stage framework: states first define preferences, then bargain to substantive agreements, and finally create (or adjust) institutions to secure those outcomes in the face of future uncertainty.” (p. 68-69)

 

Dog sjældent konvergens mellem staternes nationale præferencer => stater skal overkomme kollektive suboptimale outcomes og opnå koordination og samarbejde for gensidige gevinster, men samtidig skal de beslutte sig for, hvordan de gensidige gevinster omfordeles blandt staterne.

–        “LI posits that in the EU context, asymmetrical interdependencies, that is, the uneven distribution of the benefits of a specific agreement (compared to those of unilateral or alternative possibilities known as ‘outside options’) and information about preferences and agreements play a crucial role. Generally, those actors that are least in need of a specific agreement, relative to the status quo, are best able to threaten the others with non-cooperation and thereby force them to make concessions; and those actors that have more and better information about other actors’ preferences and the workings of institutions are able to manipulate the outcome to their advantage.” (s. 71)

–        Udfaldene af forhandlingerne afspejler den relative magt mellem staterne baseret på mønstrene af asymmetrisk interdependens

 

Internationale institutioner sikrer varigt samarbejde og opnåelsen af et kollektivt optimalt outcome ved at reducere transaktionsomkostninger og tildeling af information, som reducerer usikkerheder.

 

“Issue specific variation in the delgation and pooling of sovereignty reflect the issue-specific concerns of national governments about each other’s future ability to comply with substantive deals reached.” (s. 72)

 

Kausalmodel

Forhandlinger imellem stater → regional integration

 

Centrale argument

”EU integration can best be understood as a series of rational choices made by national leaders. These choices responded to constraints and opportunities stemming from the economic interests of powerful domestic constituents, the relative power of states stemming from asymmetrical interdependence, and the role of institutions in bolstering the credibility of interstates commitments.” (s. 69)

 

Empiriske fund:

Teorien er god til at forklare ’the grand bargainings’, i europæisk kontekst: traktaterne.

 

Kritik:

–        Krævende antagelse om stabile og veldefinerede præferencer, som ikke ændres under forhandlingerne. Det samme omkring antagelsen, at stater ved alt om andre staters præferencer og motivationer.

–        For stort fokus på ’the grand bargainings’ og ikke nok forklaringsevne af uformelle skridt.

–        Negligerer transaktionsomkostningerne forbundet med samling af information. Neofunktionalisme kritiserer liberal intergovernmentalisme for, at de ikke inddrager supranationale eliters rolle og deres asymmetriske information, som de kan bruge til deres fordel.

–        Krævende med 27 stater i EU. Til trods for at fokusere på stater som hovedaktører, tenderer teorien til at fokusere på de fire største lande => hvilken rolle spiller lande som eksempelvis Danmark i integrationsprocessen?

 

Hvem vinder NBA finalen

Artiklen udvikler en begrebsliggørelse af regimer som tjener til at omskrive national adfærd og dermed forme internationale interaktioner

        Her er begrebsliggørelsen af ’regime’ udviklet ud fra den klassiske karakteristika af international politik, nemlig relationer mellem suveræne enheder, som fokuserer på selvbeskyttelse, uafhængighed til andre og

        ”In the view, states are autonomous sovereign entites that “develop their own startegies, chart their own courses, make their own decision”” (side 300)

 

        Så længe international statsadfærd skyldes ubegrænset og uafhængig beslutningstagning, er der ingen international regime.

        Et regime eksisterer, når samspillet mellem parterne ikke er ubegrænset eller ikke er baseret på selvstændig/uafhængig beslutningstagning.

        Nationale samfund er dem der oftest er ’regimes’

        ”International regimes exist when patterned state behavior results from joint rather than independet decision making” (side 301)

 

International politik er typisk karakteriseret ved selvstændig selvinteresseret beslutningstagning, og stater har ofte ingen grund til at undgå denne individualistiske adfærd. Når hver stat opnår sit mest foretrukne resultat ved selv at træffe uafhængige beslutninger, så er der ikke behov for et regime. (figur 1)
–                         

        Aktør A foretrækker A1 uanset om Aktør B foretrækker B1 eller B2

        Aktør B foretrækker B1 uanset hvad Aktør A foretrækker

→ A1,B1 er et ligevægts outcome = begge aktører er tilfredse

        Begge aktører vælger ud fra hvad der er mest optimalt for dem selv, og der er ingen konflikt  der er ikke et behov for et regime

 

Der er heller ikke behov for et regime, når begge aktører deler det mest foretrukne outcome. (figur 2)
–                         

        Aktør A foretrækker A1, men kun hvis B vælger B1, og B foretrækker kun B1, hvis A vælger A1
→ A1 og B1 er ligevægts outcomet, begge er tilfredse

        Der er dog også en anden mulighed for ligevægt i dette tilfælde, hvis man som aktør ønsker at gå efter minimum outcomet

        Aktør A vil vælge A2, og aktør B vil vælge B2, for derigennem at sikre, at de vil undgå the værste outcome

        Men hvis begge aktører er bevidste om deres præferencer, så vi vil vælge første situation

        Igen, her er der ikke behov for et regime, da begge er enige i det mest foretrukne outcome

 

En situation hvor den ene aktør forurettes
–                         

        Ligevægts outcomet er her til aktør A’s mest foretrukne outcome og kun til aktør B’s tredje mest foretrukne outcome

 

 

Når en uafhængig beslutningstagning fører til et ligevægts outcome som er ’Pareto deficient’, hvilket er et outcome hvor begge aktører ønskede et outcome til at være ligevægt  prisoners dilemma
–                         

        Begge aktører foretrækker A1,B1 fremfor A2,B2, men det foretrukne A1,B1 outcome er ikke muligt, for så skulle begge undgå deres dominerende strategi

 

Regimer kan også tilvejebringe løsninger i situationer med dilemma af fælles ’aversions’ (utilbøjelighed). Hvor aktørerne er fanget i et dilemma hvor begge gerne vil undgå det specifikke outcome
–                         

        Ingen af aktørerne har en dominerende strategi, og ingen foretrækker et specifikt outcome – der er to outcomes som begge vil være tilfredse med, og der er to outcomes som begge vil undgå

        Men det kræver koordination, således de ikke ender op i et outcome, hvor begge ikke ønsker

 

Men der er også situationer hvor begge er enige om det mindst ønsket outcome, men hvor der er uenighed om det mest ønsket outcome
–                         

        Der er her to ligevægts situationer: A1,B2 og A2,B1

        Aktør A foretrækker A1,B2

        Aktør B foretrækker A2,B1

        Her kan koordination ske via to måder, hvilket sker ved hjælp af et regime

        En ”fairness doctrine” skulle gerne sikre, at alle aktører fik deres mest foretrukne ligevægt halvdelen af tiden

 

På forelæsningen nævnes der også n oget med gentagne spil (tit for tat), og om hvordan samarbejde er muligt ift. at opnå ligevægt ved et ukendt antal gentagne spil.

Hele den del med spilteori hører ind under Rational Institutionalisme, hvor der er fokus på selvmaksimering

        Her kan internationale organisationer og regimer fordre samarbejde ved gentagne interaktioner

Men indenfor sociologisk institutionalisme menes der, at samarbejde kan være en norm

        De fokuserer på overtagelse fremfor individuel maksimering

Kvinde basket er populært

Docket control = domstolen kan nægte at høre en sag, som domstolen mener skal løses af national domstol (Hix & Høyland: 81)

 

Konstitutionel rigiditet (constitutional rigidity) = konstitutionel striks/ufleksibel (dvs. holder sig til konstitutionen) (egen definition)

 

Overtrædelsesprocedure (Infringement procedure) = domstolen handler mod medlemsstater der er blevet ’anlagt’ sag imod. Sagsanlæggelsen udføres af kommissionen eller en anden medlemsstat (Hix & Høyland: 82) (dog ret løst oversat/forstået)

 

Letigant (eng.) = Aktøren involveret i en retssag

 

Juridisk vurdering (judical review) = når den konstitutionelle domstol evaluerer lovens overensstemmelse med traktaterne (F10: 29)

 

Hvad er de(n) central(e) påstand(e) + argumenter

Dommere er ikke neutrale aktører – de har deres egne præferencer, og konstitutionen og lovgivningen er ikke tilstrækkelig til at begrænse dommerne i at handle efter deres præferencer. Ligeledes er dommere med tiden blevet mere involveret i at skulle vælge mellem forskellige politiske positioner (Hix & Høyland: 75)

→ Paradox: 1) konstitutionen er nødvendige for borgere til at håndhæve aftaler 2) konstitutionen gør det muligt for dommere at spille en rolle i lovgivningen, og ikke bare anvende loven. Løsningen på dette kunne være at lave love der begrænser dommernes magt, men det viser også mistro til domstolen (Hix & Høyland: 78)

 

Overholdelse af EU-lovgivning

Når det kommer til medlemsstater og manglende overholdelse af EU-lovgivning kan der være forskellige forklaringer på, hvorfor lovgivningen ikke bliver overholdt:

–        Good-faith: medlemsstater vil gerne overholde loven, men det kan de ikke pga. fx manglende politisk kapacitet eller administrativ kapacitet, fx svage institutioner.

–        Bad-faith: medlemsstaterne ville ikke overholde loven, fx hvis staten ikke stemte for loven oprindeligt og derfor er imod loven.

–        Skiftende regering: fx den nye regering er ikke glad for den nye lov og vil derfor ikke implementere den

 

Konsekvenser for domstolen, hvis medlemsstater ikke overholder EU-lovgivning

Fra et strategisk perspektiv vil domstolens institutionelle magt svækkes hvis:

–        Aktøren (der ikke overholder EU-lovgivningen) ikke betaler bøden eller ændrer sin adfærd (ensidig undtagelse/unilateral evasion)

–        Aktøren (-II-) finder støtte fra andre medlemsstater til at ændre sekundær eller primær lovgivning (lovgivende underkendelse/legislative overrule)

–        Lovgivningen er meget upopulær i offentligheden (legitimitets bagslag/legitimacy backlash)

 

= med udgangspunkt i ovenstående konsekvenser evaluerer domstolen chancerne for at få noget ud af at sanktionere et medlemsland der ikke overholder EU-lovgivning (automatisk begrænsning/autolimitation)

→ men domstolens institutionelle legitimitet svækkes hvis autolimitation er indlysende hos andre aktører, dvs. at legitimiteten svækkes hvis domstolen vælger ikke at sanktionere grundet strategiske princip om ikke selv at blive upopulær.

 

Hvordan EU-lovgiving implementeres i medlemsstaterne

Juridisk vurdering (lovens overensstemmelse med traktaterne).

Denne vurdering kan være:

–        Konkret: en national domstol anmoder ECJ i en specifik sag om at afgøre et fortolkningsspørgsmål, der vedrører traktater eller EU-ret.

–        I EU er dette et præjudicielt spørgsmål (preliminary ruling), og er efter afgørelsen bindende for alle domstole i EU.

–        Abstrakt: regeringer og parlamenter kræver en evaluering af en lovs overensstemmelse med konstitutionen

–        Herefter er proceduren i EU annulleringssøgsmål (actions for annulement) og søgsmål for manglende handling (actions for failure to act) (Empiriske eksempler F10: 30)