Den perfekte basket kamp

 

Et subfelt indenfor studiet af internationale institutioner er studiet af regional integration, her særligt med fokus på europæisk integration i den Europæiske Union. Er integration et produkt af interdependens og spillover effekter? Leder integration konsekvent til mere integration? Eller er den et produkt af rationelle staters forhandlinger? Subfeltet har udviklet dets egne teorier, neofunktionalisme og liberal intergovernmentalisme, som hver især bygger på forskellige teorier indenfor neoinstitutionalismen.

 

Forelæsningstekster

  • Moravcsik, A. & Schimmelfennig, F. (2009) ‘Liberal intergovernmentalism’, in A. Wiener & T. Diez (eds.), European integration theory, 2nd edition. Oxford: Oxford University Press, pp. 67-87 (21 pages) (copy in compendium).
  • Niemann, A. & Schmitter, P.C. (2009) ‘Neo-functionalism’, in A. Wiener & T. Diez (eds.), European integration theory, 2nd edition. Oxford: Oxford University Press, pp. 45-65 (21 pages) (copy in compendium).

 

Moravcsik, A. & Schimmelfennig, F. (2009)

 

Teksten kort

Teksten præsenterer den regionale integrationsteori liberal intergovernmentalisme.
Integrationsteorien er en applikation af rationel institutionalisme for at forsøge at forklare regional integration. Parsimonisk.

 

Central(e) variable:

X = staters forhandlinger mellem regeringer. Y = regional integration

Regional integration betinges af staters intergovernmentelle forhandlinger.

 

Definitioner

Institutioner defineres i forlængelse af rationel institutionalismes definition af institutioner.

 

Centrale påstand:

Teorien bygger på to antagelser. Først og fremmest er stater hovedaktørerne (dog ikke i
realismens forståelse, hvor statsoverlevelse er vigtigste prioritet). Staterne opnår deres mål igennem forhandlinger mellem regeringer frem for idéen om en central autoritet, som gennemtvinger politiske beslutninger. For det andet er stater rationelle, som kalkulerer nytten fra alternative handlinger og vælger den, der maksimerer eller tilfredsstiller deres nytte givet omstændighederne.

 

Mekanismerne:

“Decisions to cooperate internationally can be explained in a three-stage framework: states first define preferences, then bargain to substantive agreements, and finally create (or adjust) institutions to secure those outcomes in the face of future uncertainty.” (p. 68-69)

 

Dog sjældent konvergens mellem staternes nationale præferencer => stater skal overkomme kollektive suboptimale outcomes og opnå koordination og samarbejde for gensidige gevinster, men samtidig skal de beslutte sig for, hvordan de gensidige gevinster omfordeles blandt staterne.

–        “LI posits that in the EU context, asymmetrical interdependencies, that is, the uneven distribution of the benefits of a specific agreement (compared to those of unilateral or alternative possibilities known as ‘outside options’) and information about preferences and agreements play a crucial role. Generally, those actors that are least in need of a specific agreement, relative to the status quo, are best able to threaten the others with non-cooperation and thereby force them to make concessions; and those actors that have more and better information about other actors’ preferences and the workings of institutions are able to manipulate the outcome to their advantage.” (s. 71)

–        Udfaldene af forhandlingerne afspejler den relative magt mellem staterne baseret på mønstrene af asymmetrisk interdependens

 

Internationale institutioner sikrer varigt samarbejde og opnåelsen af et kollektivt optimalt outcome ved at reducere transaktionsomkostninger og tildeling af information, som reducerer usikkerheder.

 

“Issue specific variation in the delgation and pooling of sovereignty reflect the issue-specific concerns of national governments about each other’s future ability to comply with substantive deals reached.” (s. 72)

 

Kausalmodel

Forhandlinger imellem stater → regional integration

 

Centrale argument

”EU integration can best be understood as a series of rational choices made by national leaders. These choices responded to constraints and opportunities stemming from the economic interests of powerful domestic constituents, the relative power of states stemming from asymmetrical interdependence, and the role of institutions in bolstering the credibility of interstates commitments.” (s. 69)

 

Empiriske fund:

Teorien er god til at forklare ’the grand bargainings’, i europæisk kontekst: traktaterne.

 

Kritik:

–        Krævende antagelse om stabile og veldefinerede præferencer, som ikke ændres under forhandlingerne. Det samme omkring antagelsen, at stater ved alt om andre staters præferencer og motivationer.

–        For stort fokus på ’the grand bargainings’ og ikke nok forklaringsevne af uformelle skridt.

–        Negligerer transaktionsomkostningerne forbundet med samling af information. Neofunktionalisme kritiserer liberal intergovernmentalisme for, at de ikke inddrager supranationale eliters rolle og deres asymmetriske information, som de kan bruge til deres fordel.

–        Krævende med 27 stater i EU. Til trods for at fokusere på stater som hovedaktører, tenderer teorien til at fokusere på de fire største lande => hvilken rolle spiller lande som eksempelvis Danmark i integrationsprocessen?